Personlig udvikling kan gøre ondt. Meget ondt.
Men hvad er det, der sker?
Normerne indpodes
Vi vokser op med de regler, der gjaldt i vores familie sammen med vores forældres ubevidste prægninger. Det danner grundlaget for vores verdensbillede.
Disse rammer og normer kaldes vores forældres opdragelse. Vi lærer som børn at holde os inden for rammerne. Hvis vi går uden for rammerne og det, de opfatter som norm, så ”bliver vi opdraget”. Kærligt eller ukærligt. Denne ”børnedragt” af opdragelse lægger sig ned over os.
Når vi ikke passer ind
Vores psyke fungerer på den måde, at den vil beskytte os for enhver pris. Derfor kan det vække lidt angst, lidt bekymring, lidt hjertebanken at gøre noget, der IKKE stemmer overens med de satte rammer. Vi bliver bange for at gøre noget forkert, fordi det giver os ballade og dom fra omgivelserne.
Når vi pleaser omgivelserne
Omvendt lærer vi, at NÅR vi følger rammerne og lever op til normerne (som er andres forventninger og andres behov), så får vi en belønning. Det er oftest ros og kærlig opmærksomhed.
Som voksne kan vi blive belønnet på arbejdet med en forfremmelse og mere i løn, når vores chef synes, at vi har gjort det godt.
Derhjemme kan finde på at gøre noget, der gør partneren eller børnene glade, fordi det føles godt inde i os selv. Ved at deponere goodwill i kærlighedsbanken kan vi nemlig bedre regne med at blive elsket tilbage. Det er både kærlighed af det rene og gode hjerte, og det er en nødvendighed for at fungere godt rent socialt.
Vi bryder ud af normerne
Når vi i en vis alder oplever, at vi ikke længere kan holde til at leve i rammer, som andre har defineret, bliver vi nødt til at bryde ud. Vi bliver nødt til at omdefinere vores livsvilkår, og vi bliver nødt til selv at definere dem. Det tjener os ikke længere at iføre os den gamle børnedragt.
Hvorfor kasserer vi normerne?
Vi kasserer barndommens normer, når vi mærker et nyt behov. Vores børnedragt er blevet for lille. Vi mærker at vi har behov for noget andet. Det kan være færre pligter. Mere sjov. Mindre facade. Mindre opvartning af forældrene. Mere tid til kreativ udfoldelse. Færre konflikter. Der er noget andet, der kalder, som skal gøre vores liv bedre.
De gamle forsvar vækkes
Når vi gør noget, som ikke stemmer overens med det, vi lærte som børn, aktiveres vores forsvarssystem. Uanset hvor fornuftigt vi kan se, at vores nye tiltag er, så vækkes den gamle angst for at gøre noget forkert. Vi er bange for blive dømt og udstødt af familien. For ikke længere at høre til.
Egoet er sejlivet
Når vi har lært, at vi har en bestemt rolle i livet kan det gøre ekstra ondt at skulle fralægge den del af os. Hvis vi har lært at være den pæne pige eller den velopdragne dreng, føles det naturstridigt ikke længere at ville ”gide” gøre sig umage.
Det kan også være, at vi har været tvunget ud i rollen som den genstridige teenagedatter, men at vi egentlig altid bare har villet have lidt blød energi fra vores forældre. Og at den genstridige facade har holdt skuffelse og svigt væk fra døren.
Eller den unge mand, der aldrig måtte være svag, pludselig bukker under for det enorme pres.
At fralægge sig barndoms rollen er meget smertefuldt, fordi det blotter det sår, som rollen lukkede sig omkring. Så ved at fralægge sig rollen svarer det til, at man river sårskorpen af hjertet. Hjertet er nu blottet. Der er fri adgang til de oprindelige følelser. Så begynder arbejdet med at finde ud af, hvem vi så er. Og vi skal lære, hvordan vi kan leve uden disse facader og roller.
Smerten
Kan opleves på mange forskellige måder. Vi kan blive trætte, sove meget. Vi kan opleve vi er i tvivl om, hvad vi skal mene. Vi kan være usikre på, hvordan vi skal forholde os i relationer. Og vi kan være forvirrede over, om det vi mærker er rigtigt eller urimeligt. Der er noget vi skal sige farvel til. Både egoer, roller og relationer. Der er andet vi skal tage ansvar for: Vores daglige glæde, vores livsformål og vores valg.
Så en nedlæggelse af og en afsked med egoet er en smertefuld begivenhed. Indtil vi indser, at vi kan sagtens selv.