Hvad er chakra?

Chakraer er energicentre i kroppen ifølge gamle spirituelle traditioner – især fra hinduismen og buddhismen. Ordet chakra kommer fra sanskrit og betyder “hjul” eller “cirkel”, og de ses som roterende energihjul, der påvirker både krop, sind og ånd.

Når vi træffer nogle gode valg i livet, så kører disse energi-hjul frit rundt. Det frigiver mere energi tilbage til dig.

Hvad er gode valg?

Hvert chakra repræsenterer et livsområde. (Du kan læse mere om livsområderne her.) Fx. repræsenterer rodchakraet vores sikkerhed og tryghed i livet. Området står for vores bolig, vores økonomi, vores tilhørsforhold til både familie og samfund. Altså hvordan vi kan få lov at være en del af gruppen, og vide, at vi har alt det fysiske, der sikrer vores overlevelse.

Når du vil træffe gode valg i dit rodchakra-område kigger du derfor på, om du har en tilstrækkelig god bolig. Du kigger også på, om din økonomi hænger sammen. Og om du er forsikret, hvis noget går galt. Så kigger du på det relationelle. Har du det godt med din familie? Har du gode venner, du stoler på? Kan du gøre mere, eller er der noget, du skal ud af. Spiser du sundt, lever du sundt osv. Når alle disse basale ting er i orden og balanceret, så kører energi-hjulet i dit rodchakra godt rundt.

Ubalance i et chakra

En ubalance vil sige, at der er for lidt eller for meget af noget. Hvis du har for få økonomiske midler, er der underskud. Hvis du puger for meget sammen og ikke nyder livet, er der overvægt. Det samme gælder dit arbejde, dine relationer, din søvn. Der skal være en god balance i det hele.