Hvad er tranformation?
Transformation er en forandringsproces, hvor vi udvikler os.
Spirituelt set betyder det, at du ændrer dine opfattelser, og selve transformationen betyder, at du også på det ydre plan gør noget nyt. Skaber nye vaner, nye relationer, en ny livsstil.
Hvordan begynder transformationen?
Der skal som regel en smerte til, før vi indlader os på transformation. Altså at vi skal sparkes til, før vi bevæger os ud af stedet. Smerten er som regel et tab, noget vi mister. Det kan være livskriser tab af kærlighed, tab af samhørighed, tab af førlighed, tab af økonomi, tab af status, tab af integritet, tab af indre fred, tab af tro og tillid.
Smerten får os til at indse, at verden ikke er uforanderlig. At verden og livet hele tiden går videre, og vi må selv bevæge os videre for at kunne følge med. Der er næppe en indre transformation, forandring uden en ydre påvirkning.
Den indre transformation
Handler om vores livsopfattelser. Der er noget i vores holdning og tanker, der må rykkes. I det nære kan det være holdninger til familierelationer, kærlighedsrelationer, seksuelle præferencer, job, forbrug, vaner, livsstil m.m.
På det store plan kan det handle om tiltro til myndigheder som religion, jura, domstole, politi, økonomi, politik.
Den ydre transformation
Handler om, hvordan vi efterlever vores ændrede opfattelser. Spiser vi sundere, dyrker vi mere motion, tror vi lidt mindre på ”nyheder”, stiller vi spørgsmålstegn ved, hvem der egentlig bedst varetager vores egne interesser. Begynder vi at lede efter svar inde i os selv, eller stoler vi mere på andres udmeldinger.
Transformationen betyder
At du kan fralægge dig alle holdninger og alle vaner, som egentlig ikke er til dit bedste. Ved at leve indefra og ud, dvs. ud fra det, der føles rigtigt for dig, skal du ikke længere leve op til andres normer. Det giver dig en langt bedre evne til at træffe valg, der tilgodeser dig, og det giver dig en større tilfredshed og tryghed i livet.
Konsekvensen kan være
At du skifter job, bryder ud af et ukærligt ægteskab, at du bruger dine penge og din tid anderledes. AT du vægter andre værdier, at du taler og kommunikerer på en ny måde. At du begynder at være taknemmelig over det, du vælger at have som en del af dit nye liv.
Følelsen af transformation viser sig som regel med
- Indsigt i at “jeg kan ikke være den samme mere”
- Gamle relationer eller mønstre føles fremmede eller uholdbare
- Øget behov for ro, mening, sandhed eller autenticitet
- Følelsesmæssige op- og nedture, indre kaos før klarhed
- En voksende indre fred, selv midt i usikkerhed